flyhjaelp-logo-2.png

Aalborg Lufthavn

January 2019

seneste indlæg

Skal du rejse i efterårsferien? Læs om dine flyrettigheder her

September 2024

I 1936 konkurrerede flere jyske byer om at åbne en lufthavn, så de kunne tilbyde nemmere adgang til byen. Aalborg kommune var dog ikke overbevist om, at det var pengene værd, og derfor tilbød Gunnar Larsen, direktør for F.L. Smidth og ejer af Aalborg Portland Cementfabrik, at Aalborg kunne benytte hans private landingsbane til opstarten af lufthavnen. En rute mellem Aalborg og København fik hurtigt stor succes, hvilket gav Aalborg kommune det skub, som de skulle bruge til at anlægge Aalborg lufthavn (AAL). Ruten Aalborg - København blev og er fortsat populær.

Den er i dag Danmarks største indenrigsflyrute, og har derfor været med til at sætte lufthavnen på kortet. 2. Verdenskrig er, på trods af mange andre ting, også en af de store grunde til at lufthavnen er blevet til det, den er i dag. Under krigen blev lufthavnen nemlig benyttet af tyskerne, som mellemlandingsstation for de fly der skulle videre til Norge. Grundet den taktiske beliggenhed blev lufthavnen udbygget kraftigt, hvilket medførte nye landingsbaner. Efter krigen blev mange af bygningerne og materialet dog ødelagt, men det store areal som lufthavnen nu spredte sig ud over, samt de nye landingsbaner, forblev. Med tiden blev der bygget en ny terminal og adskillige tilbygninger der øgede antallet af passagerer.

Den eftertragtede Aalborg - København blev yderligere populær, efter at skibsruten de to destinationer imellem lukkede i 1970. Den øgede popularitet betød mere trafik for lufthavnen, men en udvidelse kom først i 1982. De følgende år kom der fortsat mere og mere trafik til lufthavnen og i 2013 fejrede lufthavnen 75 års fødselsdag med endnu en udbyggelse i stor stil. Lufthavnen fik en ny terminal på 7000 kvadratmeter og dobbelt så mange gates som tidligere. I dag er Aalborg den 3. største lufthavn i Danmark og har omkring 1.400.000 - 1.500.000 passagerer om året. Hovedruten er stadig Aalborg - København, der står for ca 50% af Aalborgs trafik.

Flyforsinkelse fra Aalborg

flyforsinkelse AAL

Flyver du fra Aalborg Lufthavn, har du visse rettigheder. Du er dækket af EUs forordning 261/04 omhandlende passagerers rettigheder. Forordningen tilskriver bl.a., at du som flypassager har ret til gratis forplejning (mad og drikke), når dit fly er forsinket med mere end 2 timer. Det er flyselskabet, der står for din rejse, som skal betale omkostningerne. Modtager du ikke nogen form for forplejning (alternativt madkuponer, der kan bruges i lufthavnen), kan du selv lægge ud og få refunderet omkostningerne af flyselskabet, når du er hjemvendt igen.

Skulle du opleve en forsinkelse på mere end 5 timer, vil du, uanset din rejses længde, kunne kræve at få flybilletten refunderet. Hvis din rejse allerede er påbegyndt, og du blot mellemlander i Aalborg lufthavn, inden at rejsen fortsættes, vil du i stedet for en refundering have mulighed for at blive ombooket til et andet fly, der kan tage dig tilbage til afgangsstedet for din rejse. Har du ikke mulighed for at flyve videre samme dag, og du derfor er nødt til at overnatte, vil det ligeledes være flyselskabet, som skal stå for alle omkostninger i forbindelse med hotel, transport og videre forplejning, indtil rejsen kan fortsættes.

Flyaflysning fra Aalborg lufthavn

Oplever du en aflysning vil du have samme krav om ret til forplejning som ved forsinkelser, og du vil på samme måde kunne kræve at få din billet refunderet eller modtage en gratis returflyvning. Alle nødvendige omkostninger i forbindelse med en overnatning på hotel, heriblandt også transport til og fra hotellet, skal afholdes af flyselskabet, indtil rejsen kan fortsætte.

Kompensation ved flyforsinkelser og aflysninger

Du har også mulighed for at søge om økonomisk kompensation. Det vil du kunne søge for alle aflysninger, der ikke er blevet oplyst inden for 14 dage og for alle forsinkelser, der er længere end 3 timer. Beløbet du er berettiget til, er afhængigt af flyvedistancen.

Flyvedistance Kompensationsstørrelse
< 1.500 km. 250 EUR (1.875 kr.)
1.500 km. – 3.500 km. 400 EUR (3.000 kr.)
> 3.500 km. 600 EUR (4.500 kr.)


Ankomsthal AAL

Er det en forsinkelse, du søger erstatning for, skal du være opmærksom på, at flyselskabet har mulighed for at reducere det udbetalte beløb med 50%, hvis de har kunnet tilbyde dig en ny rejse med samme ankomsttid som den originale rejse. Vær opmærksom på, at selvom flyselskabet har mulighed for at udbetale kompensationen i form af rabatkuponer eller lignende tilgodebeviser, kræver det dog, at du giver skriftlig accept til sådan en løsning, før den er gældende. Du skal dertil også være opmærksom på årsagen til dit flys forsinkelse eller aflysning, da flyselskabet ikke kan holdes ansvarlig for ting, der er udenfor deres kontrol, som f.eks. dårligt vejr og strejker.

Nogle flyselskaber har det med at finde på gode undskyldninger, der fratager dem ansvaret, og man må derfor gerne være lidt skeptisk overfor deres forklaringer. Hvis du mener, at du har en sag, kan du gå ind på Flyhjælp.dk, hvor du har mulighed for at indtaste dine oplysninger og beregne dit kompensationsbeløb helt gratis. Ønsker du hjælp med sagen kan du kontakte os på [email protected] for en snak med vores sagsbehandlere.

Af Melik Karatas